Broager Skole søger ny afdelingsleder

I det smukke område ned mod Flensborg Fjord ligger Broager, hvor vi på byens skole er på udkig efter en både dygtig og energisk ny afdelingsleder.

Broager skole er drevet af en lyst til at skabe læring og kvalitet for den enkelte. Både elev og ansat. Dette gennemsyrer hele vores forståelse af, hvordan skolen skal ledes og opleves både på skolen og i det omgivende samfund. Som kommende leder vil du derfor uden tøven kunne sige ja til de følgende fire udsagn, og vil i din ansøgning kunne vise os, at du har netop det vi kigger efter.

  • Lyst og/eller erfaring til at arbejde med skolens fritidsordning Mariegaard.

Sammen med et inspirerende kollegie har du lyst til at sikre den fortsatte udvikling af en af Sønderborg Kommunes bedste skolefritidsordninger – Mariegaard. Personalet arbejder ud fra stor delegation og tryghed baseret på gensidig dialog og tillid.

  • Lyst og mod til at sikre at Broager skole fortsat er mulighedernes skole

Vi er stolte af at kunne fremvise resultater hvor vi ligger i top. Men mere vigtigt er vi stolte af, at man på vores skole er bevidste om, at ideer skaber grobund for nye måder at møde eleverne på. Du får her en nøglerolle i at fastholde og løbende styrke dette tankesæt.

  • Lyst, tro og mod til at udvikle gennem andre, ved at sikre retning og kvalitet gennem dialog med og råderum til de ansatte

Du ved hvordan du spiller medarbejdere gode. Ligesom det for dig er helt naturligt at resultater skabes gennem den gode dialog og den nysgerrige interesse for hvordan vi bedst udnytter hinandens potentialer.

Evne til at skabe gode relationer i et samarbejde med skolens mange interessenter

Du er opmærksom på, at du i dit ledelsesrum viser respekt og ligeværd, for de mange forskellige forståelser vi som skole repræsenterer og møder. Herunder respekt for den enkelte afdelings særkende og behov.

 

Noget for dig?

Hvis det lyder som om det er dig vi søger, så kontakter du skoleleder Claus Brink Christensen på telefon 88726706/27906706 for et besøg. Han vil introducere dig på bedste vis til skolen, opgaverne og det som du kommer til at blive del af. Broager Skole er meget aktiv på Facebook, hvor I kan se forskellige indtryk fra skolens dagligliv.

Herudover kan du læse mere om os på adressen http://broagerskole.skoleporten.dk/sp.

Stillingen som afdelingsleder vil stå klar til dig fra 1. februar 2018. Din ansøgning vil vi gerne have inden den 5 december, og der vil være første samtalerunde 12. december. Der vil ved samtalen indgå persontest som del af forløbet.